H.M. Dronningens besøg på Tradium

På Tradium, Erhvervsskole og -gymnasier, Randers har Hendes Majestæt Dronningen besøgt skolens tømrerafdeling, mureafdeling og har fået præsenteret en række af de andre håndværksfag, som skolen udbyder på Blommevej.

Tømrerafdelingen

I Tradiums tømrerafdeling, der er opført i 2017, er Dronningen blevet vist rundt i et af værkstederne og har set forskellige specialkonstruktioner, der kræver avancerede beregninger og udskæringer af eleverne – blandt andet en model af Eiffeltårnet. Derudover har Dronningen fået to elevpræsentationer:

Første præsentation – tagkonstruktioner og kvinder i håndværksfag

Tømrerelev Caroline Ullits Dreholt stod for den første præsentation. Caroline er halvvejs i sin uddannelse og sidder desuden som elevrepræsentant i Tradiums bestyrelse.

Caroline viste og fortalte om en model af en tagkonstruktion i målestoksforholdet 1:50, hvor Dronningen kunne se forskellige bestanddele i konstruktionen så som de udvendige hjørner ”grater,” de indvendige hjørner ”keler” og ”plankekeler,” som man bruger ved tilbygninger. Modellen, der er bygget af svendeaspiranter i et træningsforløb forud for deres svendeprøve, sammenfatter de forskellige bærende bestanddele, der sikrer styrken i en tagkonstruktion. Det er elementer, eleverne i løbet af deres uddannelse skal have styr på i forhold til tagkonstruktioner.

Caroline fortalte desuden Dronningen om, hvad der motiverede hende til at uddanne sig i et mandsdomineret fag. Caroline fortalte også om at være aktiv i Tradiums kvindenetværk for elever på erhvervsuddannelserne, Women & Tools.

Citater fra Caroline Ullits Dreholt:

Om uddannelsesvalg:

- Jeg fandt ud af, at jeg var skoletræt. Så efter at have arbejde noget tid som ernæringsassistent, så tænkte jeg, at nu skulle det være med tømrerfaget – og det skulle være nu, inden der kom børn og andre ting. På baggrund af noget frivilligt arbejde så mødte jeg min nuværende mester og kom i gang med uddannelsen.

Om bestyrelsesarbejdet:

- Jeg sidder i bestyrelsen på Tradium, fordi jeg synes, det er vigtigt, at EUD-eleverne også bliver repræsenteret her. Det fik jeg muligheden for at gøre, og jeg har også lavet en del bestyrelsesarbejde før det her. Blandt andet har jeg siddet i kost- og ernæringsforbundets bestyrelse i Region Nordjylland.

Om kvindenetværket Women & Tools:

- På skolen er jeg blandt andet med i et kvindenetværk. Det er fedt at samles på tværs af mandsdominerede fag. For vi har fælles udfordringer, som vi kan hjælpe hinanden med. Fx har vi en masse fine workshops, så det kan noget.

Anden præsentation – bæredygtige materialevalg

Tømrerelev Christian Philip Markus fortalte Dronningen om materialevalg og proces i byggeriet. Christian er halvvejs i sin uddannelse, som han tager som EUX. Det indebærer, at han tager sin erhvervsuddannelse i kombination med fag på gymnasialt niveau.

Christian fremviste to tværsnitsmodeller i 1:1 af en tagfod. Den ene model viser en traditionel tagfodsopbygning, hvor isoleringen er rockwool, og underisoleringen er en banevare – begge dele materialer, der CO2-mæssigt er tunge at producere. Derudover er træet i sternen trykimprægneret, hvilket heller ikke er godt for miljøet.
Den anden model viser alternative og mere bæredygtige løsninger, hvor der er isoleret med papir-uld i tagkonstruktionen, hør-isolering i væggene, og der er brugt en hørfiberplade til undertaget. I denne model er fokus på træbaserede materialer og fibre, som optager CO2.

Christian fremviste også prøver på, hvordan man kan anvende kork, der er et restprodukt fra vinproduktion, til facadebeklædning og til lyd og varmeisolering, på akustikplader, der består af fibre lavet af genanvendte sodavandsflasker og på søuld, der kan bruges til lyd og varmeisolering.

Det miljøaftryk de enkelte materialer har, kan man regne ind i en større konstruktion og lave en livscyklusanalyse, hvilket i dag er et krav ved større byggerier.

Christian fortalte desuden Dronningen om, hvordan han hos sin mester oplever kundeefterspørgslen efter bæredygtige valg samt, hvorfor han selv valgte at gå ind i tømrerfaget. 

Citater fra Christian Philip Markus:

Om at bygge bæredygtigt og med omtanke for ressourcerne:

- Jeg kan godt lide at arbejde med bæredygtige byggeteknikker. Vi skal eksempelvis inkorporere mere træ i byggeriet, fordi det er bæredygtigt og faktisk også er noget, man tidligere har brugt i højere grad. Vi har en klode, vi skal passe på, og vi skal alle sammen hjælpe til og gøre, hvad vi kan.

- Vi kan mærke, at der kommer klart flere spørgsmål til området, og der bliver stillet højere krav, fx til sorteringen af affald. Vi kan også mærke fra byggeherre og arkitekter, at det her virkelig betyder noget for dem.

Om uddannelsesvalg:

- Jeg har krudt i røven, så jeg skulle ud af lave noget. Så da jeg havde en sommerferie, hvor vi ikke havde noget planlagt, spurgte min fætter, der er selvstændig tømrer, om jeg ville hjælpe ham. Her gik det op for mig, at det var megafedt at kunne kreere noget med mine hænder. Det har jeg også altid være god til – om det har været at tegne eller bygge med legoklodser. Så det lå lige til højrebenet at starte på tømreruddannelsen, efter jeg var blevet færdig på efterskole.

Murerafdelingen

I Tradiums murerafdeling fik Dronningen en gennemgang af progressionen i mureruddannelsen gennem murerarbejde af elever på grundforløb, på hovedforløb 2 og på det afsluttende hovedforløb. Derudover har Dronningen mødt to elevpræsentationer:

Første præsentation – faglig præcision i murerfaget.

Murereleven Casper Bisgaard Ravn afslutter snart sin uddannelse og arbejder op mod den afsluttende svendeprøve. Han præsenterede en øveopgave for Dronningen, der består i et murværk på højt fagligt niveau, hvor murstenene ligger i et avanceret standerskifte som indeholder et væltet forbandt. Det svære ved opgaven er at holde loddepunkterne hele vejen og derved sikre, at alle fuger bliver lige og ensartede.

Casper fortalte endvidere om specielle mureropgaver, han har prøvet kræfter med hos sin mester og om hvorfor, han valgte murerfaget.

Citater fra Casper Bisgaard Ravn:

Om uddannelsesvalg:

- Jeg har valgt murerfaget, fordi det sætter et præg på verden. Når jeg ikke er her mere, så kan mine efterkommere stadig se de huse, jeg har bygget, fortæller Casper.

- Min bedstefar var også murer, men vi har aldrig talt meget om det. Min mor var også noget imod, at jeg skulle være murer, da hun gerne ville have, jeg skulle tage en studentereksamen. Men nu glæder hun sig til, at jeg skal møde Dronningen.

Om svendeprøven:

- Jeg skal op til svendeprøve i en åben prøve. Her må jeg selv bestemme og selv lave mål, så længe jeg overholder nogle enkelte krav. Jeg skal også selv være kreativ og har selv lavet tegningerne.

Anden præsentation – kunst og konkurrence i murerfaget.

Patrick Dahl Gråbæk har netop færdiggjort sin mureruddannelse. Patrik har igennem uddannelsen flere gange repræsenteret Tradium ved finalen i Danmarksmesterskabet for håndværksfagene, DM i Skills, i blandt andet flisemurerkonkurrencen.

Patrik fremviste en flisevæg, han havde lavet, og fortalte Dronningen om processen, hvor han ønskede at omsætte kendetegn for Randers til flisekunst. I Patricks research faldt valget på byvåbnet samt 'Pigen i Gudenåen' af Randerskunstneren Sven Dalsgaard, der selv har været både elev og underviser på malerskolen. De to motiver er blevet tegnet ind i et program, der viser, hvordan fliserne skal skæres. Både udskæringen og opsætningen derefter kræver stor præcision.

Patrick fortalte desuden Dronningen om at gå til konkurrence i flisemurefaget, hvor en millimeter gjorde forskellen mellem nummer et og to ved det seneste DM i Skills, samt hvordan konkurrenceelementet kan bruges i hans daglige arbejde.

Citater fra Patrick Dahl Gråbæk:

Om at deltage i DM i Skills:

- Vi er få, der laver det her fine flisemureri. Først lavede jeg jo normale murer- og fliseopgaver, for jeg har altid været vild med murerfaget. Så jeg skulle lige prøve det der ekstra niveau - derfor deltog jeg i Skills.

Om arbejdsprocessen:

- Som flisemurer starter jeg med et billede. På computeren laver jeg så en grov skitse, men for det meste skærer jeg det hele i hånden. Det er svært, men også fedt, at få projekterne overført fra tegningerne til noget, nogen skal se på i meget lang tid. For det dur jo ikke, det er pænt, hvis det ikke også er holdbart.

Præsentation af øvrige afdelinger

På gåturen fra Tradiums tømrerafdeling til skolens mureafdeling mødte Dronningen desuden arbejdende elever fra skolens øvrige uddannelser på Blommevej:

Personvognsmekanikeruddannelsen var repræsenteret ved en elev, der arbejdede på en konventionel motor samt en elbil, der illustrerede de nye opgaver, eleverne skal uddannes til.

Transport- og lageruddannelserne var til stede med en kransimulator samt forskellige konventionelle køretøjer. Samtidig blev Dronningen fortalt, at Tradium er ved at indkøbe en elbus – elbusser har andre køreegenskaber og sikkerhedsudfordringer en konventionelle busser, det bliver derfor vigtigt at kunne efteruddanne buschaufførerne, efterhånden som elbusserne vinder indpas i trafikken.

Fra elektrikeruddannelsen arbejde elever med lysopsætning, der er klassisk el-arbejde, men de var også til stede med en robot, som eleverne på uddannelsen lærere at kode til forskellige opgaver.

To elever fra maleruddannelsen viste øvelser, der er grundlæggende for forståelsen af faget og for træning af koordineringen mellem hænder og øjne. Endvidere fremviste de eksempler på svendeprøveforløb, hvor der arbejdes med en facade, bygning eller lejlighed.

Smedelever monterede en værktøjskasse af delelementer, de selv har computertegnet, skåret ud af jernplader og forarbejdet. De fremviste også en svejserobot, der blev brugt til at svejse en kinalampe – et eksempel på de nye teknologier eleverne også arbejder med i løbet af uddannelsen.

Kontaktperson fra Tradium for pressen:

Ulrik Vosgerau
Kommunikationschef
Mobil: 3051 3121

Pressefotos fra besøget på Tradium 

Læs mere om Tradium.