Randers Midtby er fyldt med smukke gamle middelalderbygninger, og banker man på en af dørene eller træder ind bag en af de smukke facader, så gemmer der sig de mest imponerende historier. En af de historier er Randers Handskefabrik, der som en af verdens ældste handskefabrikker har haft hovedsæde i Randers siden 1811. Faktisk kan handskefabrikken spores helt tilbage til 1200-tallet og er dermed blandt verdens længststående handskemagere.
I 2019 blev virksomheden overtaget af Rina Hansen, der med dyb respekt for håndværk og sin ph.d i omnichannel transformation, genskabte Rhanders Handsker med fokus på at bevare dansk håndværk af den fineste slags. Løbende produktudvikler Rhanders Handsker i samarbejde med kunderne – det har skabt moderne og unikke lædervarer i fineste kvalitet. Nogle af virksomhedens bestsellere har været i kollektionen i over 80 år – Rhanders Handsker fortsætter sin mission ved at fremelske udsøgte kvalitetsprodukter i bæredygtige designs. Det sker parallelt med, at man insisterer på at bevare den danske kulturarv via design, handskemageri- og håndværkstraditioner. Her er det en særlig opgave at videreføre til en ny generation.
Siden grundlæggelsen har Rhanders Handsker leveret handsker og fine lædervarer til adlen og den kongelige familie. Hendes Majestæt Dronningen skal en tur ind i butikken og høre historien om Rhanders Handsker af virksomhedsejer Rina Hansen. Der vil også være fokus på Kalmusblomsten, som blev bragt til Gudenåen og Randers af franske munke i 1200-tallet og som er en særlig lægeplante, der kan fjerne garvningens lugt og tilføje en duft af citrus og kanel.
Rhanders Handskers gave til H.M. Dronningen
Hendes Majestæt Dronningen fik overrakt en helt særlig gave af indehaver Rina Hansen. Det er en specialsyet Svanetaske med matchende handsker fra kollektionen De Kongelige Dådyr. Det trangarvede læder blev oprindeligt lavet til Kong Christian 10. af Danmark i 1930'erne af RHANDERS. De er fra den kongelige skov, Dyrehaven, der i dag er på UNESCO’s verdensarvsliste, og læderet betegnes derfor som et nationalklenodie – et stykke udsøgt dansk kulturarv.
Det dyrebare læder er bragt til live til Dronningen via ikonisk dansk design, udformet efter hæderkronede håndværksprincipper i Danmark.
Rhanders Handskers buket til H.M. Dronningen
Buketten er bygget op omkring Kalmus-blomsten, der er af særlig symbolsk betydning for virksomheden, da Kalmus-planten har bestøvet både Randers by og Rhanders Handskers historie og arv i mere end 800 år. Rina Hansen har sammen med specialister fra kommunen været med ude ved byens vand for at høste Kalmus-planten, der på forunderlig vis er i blomst netop nu. Buketten er bundet med Grand Kalmus-silketørklæde og besmykket med en guld Kalmus.